38 tommers udflugt

I gaar ringede Anna's onkel og spurgte til om jeg havde ngt at lave eller om jeg ville med op i bjergene paa 38" i hans Landcruiser. 38 tommer. Jeg fik ryddet kalenderen. 

Der sku' ha' været en bil mere med, men de aflyste saa det var kun Nonni, Landcruiseren, hunden Luci og saa danskeren. Det var en super fed tur. Tror nok lige den var proppet med alt hva man bar brug for paa et eventyr. Diesel-os, whislen fra turboen, store dæk, tomgang, en hund, masser af sne, isolation, klejner, kompressor, punktering, spær, GPS, walkie og olie paa fingrene.

>>> KLIK 38 KLIKKER <<<

Vi mødtes paa en lille kaffebar for foden af bjerget. Jeg var troppet op i min thermo-ven med mit kamera over skulderen. Saa efterlod vi min tøse-polo ved kaffehytten og kørte op ad bjerget ad hovedvejen som jeg kører hver dag. Mit paa stigningen satte Nonni farten ned og kørte ud i rabatten. Lige saa forsigtigt. "It's somewhere here". Og jeg kiggede løs og vidste ik hva vi kiggede efter. Men der sku tilsyneladende være en mindre vej som ledte fra vejen ind mod bjerget under sneen. Men saa hoppede vi ud og lukkede luft ud af dækkene saa vi fik en større trædeflade og saa forsøgte vi at trodse sneen. Vi brugte mere end en time paa at komme omkring en m fra vejen. Sneen for blød til at bære landcruiseren saa vi skubbede sneen foran de enorme dæk og saa kommer man nemt til at rave sig ned. "Tålmodighed" var nøglen fortalte Nonni, mens vi vuggede frem og tilbage for ik at komme til at spinne med hjulene. I det sekund hjulene begynder at spinne ka man mærke hvordan bilen bare dropper ned gennem sneen. Og kommer man til at hænge paa maven sidder man der. Men bakgearet blev brugt flittigt ofte for at køre frem i det samme spor igen, men os' ofter for at finde en anden "vej" hvor sneen var bedre bærende. Den foreste aksel blev os' spærret nu og da for at komme fri, mens den bagerste var konstant låst.

Det var saa facinerende at se hva, den bil kunne. Eller hva Nonni ku med den bil. Men det er nok ik for ingenting han var med paa en svensk ekspedition der sendte de første jeeps til sydpolen for at vise det var muligt. Det var os' Landcruisers de havde med. Naa, men tilbage til denne tur. 

Efter at ha lukket luft ud et par gange var vi nede paa 3 punds tryk. Det er fandeme ik meget. Det betyder at naar man sparker paa dækkene fjedrer de! Boing boing! Vi begynte nu at flyde paa sneen, men vi havde stadig problemer. "We're not making good progress here" sagde Nonni og tog beslutningen af lukke mere luft ud. Hvis det ik' ville bære blev vi nødt til at vende om. Vi var nu nede paa 2 punds tryk og det betyder at dækkene er meget sårbare. De folder nu saa meget ud at siderne af dækkene er efktremt udsatte for de skarpe lavestykker der stikker op nnogle steder. Dækkene begynder os' at vulke ved saa lavt et tryk. Man ka se at de faktisk giver et knæk paa og det ka mærkes og høres naar man kører. Den det fungede og nu flød vi oven paa sneen. Saa mærkeligt. Hva' blev der af tyngdekraften? Flere steder ku man se hvor langt ned der var til den faste overfalde hvor der stak et klippestykke op og vinden havde hvivlet sneen væk omkring den. Mere end en meter nogle steder! Vi ku' køre paa walkien at der var andre der var ude at køre. En paa 44" meldte at han hade givet op paa. Nonni fortalte at det ik altid at 44" viser større resultat end 38", da de os skubber mere sne foran dækket. 

Med det lave dæktryk gjorde vi store fremskridt og kom nu op mellem bjergene og kørte i pas, passerede en gammel skilift pa en nedlagt bane. Nonni viste mig gamle stier som blev brugt i gamle dage til at krydse bjeget og... Saa ramte vi et par hop, Luci's store godmodige hoved ramte næsten loftet. Dæktrykket i venstre forhjul var nu 0 pund! Danm! Og man kører ik med et 38 tommers reservehjul. Dækket var heldigvis ik hoppet af fælgen, som nemt ka ske med disse store dæk. Vi fyldte nu lidt luft i med en en komprimeret gas art for at finde hullet. Det var paa bagsiden saa vi rykkede hjulet af for at se. Man klodser i øvrigt bare saadan en vogn op ved at mokke den ekstra høje donkraft ind under bullbaren. Saa løfter man. Det er sgu råt. Jeg ku trykke min tommeltot igennem det. Saa var det frem med lappegrej og lim og haabe at vi ku faa det til at holde. Det tog lidt kreativitet og mere end en times arbejde at faa dækket til at holde luften igen. Nu handlede det saa om at komme ned igen mens vi stadig ku holde luft. Vi var egentlig paa vej til en anden vej ned og ku næsten den "rigtige" offentlige vej, men det var meget svært fremkommeligt og Nonni mente vi vores vi ville ha mere held med at køre i vores gamle spor trods vejen var længere. "It the track will hold" sagde han. Det betød at hvis vi kørte i samme spor hjem, men vi ville trykke sneen yderligere saa vi ville synke lidt dybere ville vi slæbe maven og dermed skulle lave nye spor ved siden af. Det var vi ik rigtig interesseret i med et dæk der lækkede. Solen bukkede under en bjegtop og det begyndte at blive mørkt. Vi maate stoppe nogle gange for at pumpe mere luft i dækket, men det voldte KISD ik nogen problemer. Sporene bar og vi ku' nemt nyde de sidste klejener fra posen mens automatgearkassen klarede ærtene i lav 4x4 mens bagakslen var spærret. 

Da vi naaede asfalten sku der luft i dækkene igen og da jeg hoppede ind i bilen gik det op for mig hvor meget højere det gjorde den. Men nu hvor vi rumlede ned at bjeget paa asfalt var der ik meget sjov. Vi kiggede paa hinanden og ku godt blive eninge om at det havde været en fed tur go at det var super nederen at være til bage paa den saltede asfalt. Jeg slog hovedet da jeg kravlede ind i min Polo. Det var som at køre hjem i en gokart...