Artic Palerfik

Tilbage igen. Og ingen ubesvarede opkald... Der var slet ingen som har ringet i al den tid vi havde været på tur? Måske det er min fon, der stadig modtager tilfældige samtaler og sylter andre. Men vi følte at det var længe siden, vi havde forladt byen og telefonerne og ik' bare et godt døgn, hvilket var den tid vi reelt havde været på farten.

Vi kørte jo først om lørdagen og dermed mindst en dag senere end de andre som tog afsted. Der var faldet sne i løbet af natten, så vi havde de første poter og meder i sneen! Så lækkert! Men eftersom planen var, at vi "bare" ville følge de andres slædespor til lejren... var vi glade for, at vi havde aftalt at mødes med Sisse og Knud inde i fjældet -der hvor vi ik' længere var så kendt i terrænet. Go' back up.

Men turen gik som smurt og der var masser af oplevelser. Da vi kom til lejren kom der hurtigt et par nysgerrige slædefolk til. De syntes vores slæde var ngt. mærkelig. Den der bremse-pedal som var monteret... det var da vist lidt ngt- tivoli. "I må ha' nogle stærke hunde..." lød kommentaren. Ja, ja. Men det var sjovt at se, hvordan de rå lokale bare havde styr på det der "campings liv på isen." Og ik' mindst hvordan vi gebærder os lidt anderledes. Gerne iført gear op over begge ører. Vi havde vores isskruer med til at skrue i isen og holde vores rejsekæde som hundene stod på natten over. Knud tukkede en "isbro" som han stak en snor igennem. Her stod hundene så sammen. Bare på skaglerne. Der var godt nok et par stykker som gnavede sig fri, men så binder man dem jo bare igen... Vores blev der dog uden videre, men vi slap så også først hundene et kvarter senere næste morgen, da vores gear lige sku skrues op og rulles sammen.

Om aftenen var der civiliseret spisning på Hotel her i byen. Folk mødte op i rent tøj og med nyvasket hår. Alle brune i ansigterne. Vi var nok snarere lidt rødmossede. Der er i øvrigt den regel, at man som første-gangs-deltager ska' holde en bette tale om sin tur. Ik' så interessant. Men Janne fik stående bifald! Som den eneste! Det var så sejt. Hun fortalte på Grønlandsk om vores tur. Der var vild begejstring for, at hun formåede at udtrykke sig på lokal-sproget. Jeg har fået flere stik-piller siden om, hvordan Janne ka' være så go' når jeg... ik' rigtig ka... Men jeg skød et par ryper på vejen hjem og det gjorde Janne stolt og så er jeg glad.

Glemte helt at der os' var piskekonkurrence. Det var nu ik' nemt at være med der. De er så pisse seje! De er vitterligt født med en pisk i hånden. Og Gera og jeg var til skønhedskonkurrence. Den flotteste bas sku' findes. Vi vandt ik'. Ku' se de udvalgte finale-hunde havde lange ben og var lettere slanke. Det er ik' ligefrem Gera med sine korte ben monteret på sin tætte krop...

>>> klikker for billeder fra fedeste slædetur <<<