kram vs. overalls

I aften var vi lige på et smut-besøg. Jeg ska' kigge efter et hus og dets (sjovt at man rent faktisk ka' sige "dets") oliefyr for en bekendt -som er på vej til at blive en ven. Det er Jannes ven, men ik' min endnu. Og det er ik' fordi jeg ik' vil, men vi har bare endnu ik' helt brugt den der rum tid sammen, der gør at vi er der. Et lille sidespring er at jeg har fået nyt arbejdstøj. Jeg er vildt glad for mine nye overalls -og der er tryk på smækken! Nå, men dem render jeg ret meget i. Så dem havde jeg jo os' på nu hvor jeg var henne og kigge oliefyr og hente nøgle. Og nu er det jo så at jeg er ved at komme til min pointe. Situationen er den at jeg var lige ved at blive krammet velkommen. Fint nok. Jeg er ik' bange. Eller... Jeg blev bare overrasket, så jeg krammede ik' og tror at frygten sprang frem i mit ansigt. Jeg stod bare der i mine overalls og orangesnudede gummistøvler; bomstille og alligevel snublende. Men min kommende ven er ik' dum og vendte hurtigt bevægelsen til et klap på skulderen - på rigtig håndværker-maner. Så fik vi kaffe, sparkede til oliefyret med de orange snuder og fik nøglen. Og så var jeg ligesom klar til at kramme farvel -jeg er jo ik' bange- til min nye ven.