Sællever og integration

... om vi fik hjælp!?! Knud var hurtig til at rykke frakken af den ene side. Så gav han mig kniven. Jeg måtte heller ik' ha' handsker på. Det tog lidt længere for mig at skære i fedtlaget mellem skind og kød. Janne fik os' lov. Så fik knud kniven igen og fik den sæl parteret. Vi stod ude på hundepladsen hvor hundene så fik det resterende. Jeg ville ønske at hude os' havde fået lov at få al leveren! Argh, Knud insisterede på at vi sku' smage. Trods vi vidste hva' vi gik ind til endte vi med et stykke rødt blødene lever i munden. Min taktik var at tykke så lidt som muligt for så at synke. Det virkede. Janne havde flere problemer og endte med at måtte spøtte ud. Og det er altså ik' at kimse af. En lever der ik' vil ned -vil bare ik' ned!
Nå, men der var ik' mange rester til hundene. Jeg kom til at tænke på hvordan de gamle's naboer Gunnar og Ragnhild altid fik det fra vores slagtede frilandsgrise som "os byboere" ik' så som mad; hoved, tæer, rygrad og hale samt en spand med ngt. af det indvendige.
Men nu har vi hele sælen i fryseren. Knud ville dog vide hvornår vi sku' ha' sæl. Jeg foreslog i aften. Knud ku' ik' se hvorfor vi ik' sku' spise med det samme. "Go' pointe, Knud. Men så ska' du os' hjælpe med at lave maden." Ingen problem. Så delte han lige nogle ribben med kniven og smed dem i sneen ved siden af den store bunke der sku fryses. Så hjem og i gang. Det var nu ik' raketvideskab at koge de ribben. En stor gryde og så dunpe dem i. Jeg foreslog om vi ik' sku ha' ngt til? I det mindste lidt kartofler. Det gik han med til. Men da jeg fandt en ekstra gryde frem fik jeg at vide at de bare sku dumpes ned i suppedasen. Koge, koge, koge og så var det spisetid. Og det var faktisk godt! Både Janne og jeg var overraskede over at vi ku' li' det. Den trannede KISD smag var næsten væk. Det smagte af sæl, men slet ik' så at jeg måtte gå sulten i seng. Mæt kunne jeg ligge der og tænke på at jeg havde skudt min første sæl. Ik' den første sæl som i at det var første gang at jeg skød en sæl -det var det os'- men at det var den første af flere... Et par stykker mere inden jollen ska' på land og så er det i gang med slæde og hunde...
Jeg blev i øvrigt spurgt om jeg havde ngt. at bevise -mht. sæljagt. Ja, gu' har jeg da så! Jeg ska' da vise at jeg er min koni værdig og at jeg ka' skaffe mad på bordet. Og så er det integration. Nu hilser fiskerne på havnen.

Rutineret Eskimo viser storfangeren hva' det drejer sig om.

Jeg må hellere få lavet den ulo til min koni, så hun har udstyret til de næste...

Men efter sådan en gang sæl-kogning lugter ens hjem godt nok lidt af sæl og spæk, men sælerne svømmer ik' vacuumpakkede rundt derude i spisekammeret...